Kierkegaard og Goethe

Søren Aabye Kierkegaard

Johann Wolfgang Goethe

  
 Møtepunktet mellom Goethe og Kierkegaard er den dødelige lidenskap og punktet der de skilles sterkest fra hverandre er i forholdet mellom natur og ånd.

Undertittelen til Søren Kierkegaards bok Skyldig - Ikke-Skyldig er En lidelseshistorie. Boken er en produkitv kritikk og motbilde til Goethes bok Die Lieden des jungen Werthes. Det er sannsynlig at Kierkegaard også har hatt denne boken i tankene når han skrev Sygdommen til Døden. Men det var Goethes Faust som Kierkegaard var mest opptatt av. Faust ble oppfattet som det 19.århundrets bibel.

Franz Xavier Baader

Kierkegaard var også opptatt av den katolske filosofen Franz Xavier Baader som definerte samvittighet som samviten med Gud. Dette er en definisjon som Kierkegaard delte. Baader korrigerte Descartes formel:

            «Cogito, ergo sum»

til:

            «Cogitor, ergo cogito et sum»

            Jeg tenkes - av Gud, - derfor tenker og er jeg.

Dette er en forkastelse av tvil og tilflukt til troen som gjenkjennelsens kilde.

Descartes forkastet det gamle - Anselms - Credo ut intelligam og erstattet det med tvilens prinsipp, Cogito ergo sum. Både Goethe og Hegel støttet seg til denne setning. Det var først en yngre generasjon som vektla «troens nødvendighet for den skapte ånd.»

Både Prometheus og Don Juan i Faust beveger seg utenfor intelligensens verden, som er åndens høyeste, nemlig «selve tankens eller den højere selvbevidstheds rige.»

Kierkegaard skriver i Boken om Adler fra 1845-46:

«Enhver der har i betydelig grad inderlighed, har også en tilbøjelighed til og en færdighed i at gøre sin monolog til dialog, dvs tale med sig selv, således at dette selv bliver som et andet væsen, der har konsistens udenfor en, dvs at fordoble sig selv. Ad den vej kan man så gå digtende videre og få en digterisk anden person, med hvem man taler, og digte et helt opptrinn.»

I Andersen analysen skriver Kierkegaard videre:

            «Enhver, der har gjort det bedrageriske bytte at vinde abnorm forstandighed ved å tabe evne til at ville og lidenskab til at handle, har en stor tilbøjelighed til å stive sin holdningsløshed af med diverse betraktninger forud, der føler sig for, og adskillige betragtninger bag efter, der omforklarer det skete. Hans væsen er «tvetydighed», han er uden personlighed, «verken det ene eller det andet», hans liv er «snaksom fortsættelse eller fortsat snaksomhed.» Årsagen er mangel på religiøsitet.»

Boken En litterær Anmeldelse fra 1846 er Kierkegaards første generalangrep på sin

samtid og pressen.

Goethe har i perioder stått sentral i Kierkegaards tanker. I 1837 endte han sine Faust

studier med å sukke:

            «Es blies ein Jäger wohl in sein Horn.» Sitatet står i begynnelsen av Andersen analysen.

I en anmerkning til Synspunktet fra 1848, kalles det «goethesk-hegelsk» å ville

«tilfredsstille samtiden ved å i møtekomme «tidens fordring».

Kierkegaard har forholdt seg til Goethes verk med produktiv kritikk og dette nådde sitt høydepunkt i en «Trutz-Werther» og en «Trutz-Faust». Denne kritikk hadde sitt utspring i en nærmest avgrunnsdyp forskjell i forestillingsverden.

Dommen over Goethe står i Stadier fordelt på to pseudonymer: Ektemannen og Quidam. Kierkegaard hadde en dobbelhet overfor Goethe. Han sier at Goethe er en av de «meget store individualister» men at hans livsanskuelser er nihilistiske. I 1843 gav Kierkegaard en meget streng dom over Goethes Werther da han kalte den for «Blødaktig og kælen».

Goethe var en sentral skikkelse for Kierkegaards livspolemikk. Goethe ble alt det Kierkegaard selv ikke kunne eller våget å være. Kierkegaard så på Goethe med en blanding av forakt, uvillig beundring, hat, frykt og forferdelse. Han står overfor Goethe som Faust i studiekammeret overfor Jordens Ånd.

For både Kierkegaard og Goethe stod mennesket som alltings mål. Forskjellen er, at Goethe, som representerer retnings høydepunkt, kunne forsvare troen på mennesket naturfilosofisk, mens Kierkegaard, som representerer retnings slutt, så troen på menneskets særstilling anfektet av den nye eksakte naturvitenskap, overfor hvilken han ikke hadde annet våpen enn protest.

Både Goethe og Kierkegaard levde i små samfunn, begge var økonomisk uavhengige, ingen kjente eller anerkjente tvang, og de ytre kår var avgjørende for dem. Goethe var født aristokrat, på solsiden. Kierkegaard var født i folkets breie lag og det ble hans kors. Kierkegaard erkjente hvor mye penger betydde for ham, men også at de var en byrde. En samvittighetsbyrde.

Goethe regnet med Gud i naturen. Kierkegaard regnet med en Gud utenfor naturen. For han dreier det seg om tro. Goethe så på andres særligheter som naturfenomener, mens Kierkegaard i mangel på tro av samme slag som hans etisk religiøse frafall. Kierkegaard hevdet at ingen har rett overfor Gud. Det ville aldri Goethe har kunnet skrive under på. For Goethe bodde Gud i mennesket, så dersom setningen skulle være riktig, ville Gud få urett overfor seg selv. Kierkegaard går så langt til å si at mennesket er radikalt ondt.

Goethe og Kierkegaard har motsatte ideologier, motsatt tro. Det humamitetsideal, hvor høydepunktet er en tilstand hvor en ene er den andres sykepasser, var for Goethe en spot. Ikke den svake, men den sterke skulle bære krronen. Goethes humanitetsideal er å forsone livet med idealene.

Goethes Gud var «immanent» tilstede i naturen. Gud forlangte ikke lidelse og død, men handling og liv og slik møttes Kierkegaards og Goethes to livsanskuelser, som aldri kan forsones, to tusenårige former for motsatt tro. Det merkelige er at tiltross for motsatt innhold, synes de å være enige om vesen og virkning.

For Goethe var konflikten mellom tro og vantro «det egentlige, eneste og dypeste tema» i verdens og menneskets historie, enhver annen konflikt var underordnet denne. Goethe gjør det fruktbare som kriteriet for sannhet. Det sanne er den indre opplevelse, som setter de dypeste krefter i levende bevegelse, som fremmer livet, det sanne er ikke noe objektivt, som kan fattes med tanken. Det er eksistens.

Kierkegaard sier nesten det samme og nesten med samme uttrykk i Enten-Eller hvor han sier:

            «Først den dybe indre bevægelse, først hjertets ubeskrivelige rørelse, først den

forvisser dig om, at hvad du har erkendt, tilhører dig, at ingen magt kan tage det fra

dig; thi kun den sandhed, der opbygger, er sandhed for dig.»

I Efterskrift heter det:

«Den objektive uvished, fastholdt i den mest lidenskabelige inderligheds tilegnelse, er sannheden, den højeste sandheden, der er for en existerende.»

og:

            «Men den givene bestemmelse af sandhed er en omskrivning for tro.»

Sannheten, den siste, avgjørende, ubetingede, er identisk med tro, og uten det ubetingede, altså troen, kan eksistens ikke bæres. Det ubetingede ligger således i «subjektiviteten, der er højere end virkeligheden», i den troende selv. Den troende gir det, som umulig kan veies og måles, mål og vekt, han gjør det umulige mulig. Dette er en Faust situasjon for både Goethe og Kierkegaard.

            «Den lieb ich, der Unmögliches begehrt».

 Kaare T. Pettersen

Litteratur:
Roos, Carl, 1955. Kierkegaard og Goethe. København: Gads Forlag